
Ethvert cykelhold har brug for snu ryttere, der kan læse løbet og angribe, når de andre mindst venter det. Sådan en type er Hugo Rishøj, der kommer fra CK Fix og nu kører sin første sæson som juniorrytter hos Tscherning Cycling Academy.
Til trods for et lidt uheldsplaget 2022 i U17-rækken hentede Hugo en solid samling Top 10 placeringer hjem. Til Pinsecuppen endte han to gange på andenpladsen, og sluttede på en samlet fjerdeplads.
Sportsdirektør Michael Allan Hansen er da heller ikke i tvivl om Hugos evner. “Han er den snedige type, der er god til at komme med i de rigtige udbrud. Det kan vi få stor glæde af i den kommende sæson,” fortæller han.
“Jeg er ikke en traditionel powersprinter, så jeg fortrækker afslutninger med gode muligheder for at få det afgjort inden,” forklarer Hugo. “Det gør heller ikke noget, hvis der er lidt bakker på.”
Hugo holder i det hele taget af udfordrende terræn og er en mere end habil crossrytter. Han tog bl.a. en andenplads med sig hjem fra CX Danmarkmesterskaberne i Ballerup 2021/22.
Ambitionerne for 2023 er enkle: “Vi skal have kørt nogle gode cykelløb som hold og få lavet nogle resultater sammen,” fastslår rytteren beskedent — og alligevel dejligt ambitiøst.
Vi er sikre på, at Hugos stærke ben og kvikke hoved nok skal gøre forskel for både ham og holdet i den kommende sæson.

æson.