
Benjamin Sommer er tydeligvis hugget ud af den bornholmske granit. Rytteren fra Rønne sidder solidt på et hav af Solskinsøens Strava KOM’er og vandt meget sigende Born Fondo 2022 i overbevisende stil – foran adskillige ældre og mere erfarne ryttere.
“Benji”, som kammeraterne kalder ham, kører for andet år på Tscherning Cycling Academy. Han er en udpræget temporytter, som befinder sig godt, når løbene bliver ekstra hårde og ekstra lange.
“Benjamin er et meget stort talent,” fortæller sportsdirektør Michael Allan Hansen. “Han har næse for væddeløb og er god til at se de rigtige udbrud. Sidste år udeblev de helt store resultater, men der er ingen tvivl om, at han har potentialet til at stå øverst på podiet i rigtig mange løb.”
Vi er stolte over at have Benji med på holdet, og satser på at 2023 bliver året, hvor bornholmeren viser resten af Danmark, hvor skabet skal stå.